Foråret er endelig på vej. Uhh! jeg har ventet det længe. Det har været helt fantastisk de dage, hvor solen har skinnet ned på min næse, og jeg har fået det alt for varmt i min vinterjakke, så jeg er blevet nødt til at tage den af. På sofabordet står en miniature buket med vintergækker og erantis, i vindueskarmen et påsketræ af grene fra skoven, og vi har allerede købt de første 10 bundter påskeliljer, der jo er så billige men lysner op rundt om i lejligheden.
Jeg har ferie, lang påskeferie i hele 17 dage! Lige hvad jeg trængte til. Jeg har været sur og gnaven, forladt for energi i alt for lang tid. Hele tiden er der nogen, der kræver min opmærksomhed, min omsorg, min kærlighed, men pyh! Hvor kan det være opslidende hele tiden at skulle give og give, uden at få så forfærdeligt meget igen. Forstå mig ret, jeg ved mine børn og min mand elsker mig højt, men de kan altså også være enormt irriterende, bøvlede og bare larmende, når jeg bare trænger til ro. Det er hårdt at vende tilbage på arbejdet, efter de omfattende forandringer der er sket, mens jeg har været væk. Jeg er meget PÅ, og kæmper en kamp for at komme op i det tempo og faglige niveau, jeg befandt mig på, inden jeg gik på barsel. Velvidende at jeg nu har 2 små tøser derhjemme, med alt hvad det medfører af arbejdsopgaver og planlægning… jeg vil bare lige understrege, at det ikke er specielt fantastisk at have børn i samme aldersgruppe, som dem man arbejder med hele dagen på jobbet. Jeg hører mig selv sige de samme ting om og om igen hele dagen lang.
Så er det jo sådan, at Flemming stadig ikke har fået sig et nyt job. Det er naturligvis dejligt i forhold til at det giver luft i arbejdsopgaverne derhjemme, men omvendt giver det på ingen måde luft i økonomien. Vores drøm om at komme ud af byen og flytte i eget hus, står endnu engang på standby…hvilket driver mig til vanvid! Jeg bliver tosset af at bo på så få kvadratmeter, når vi er her alle sammen, alt larmen, alt den hensyns tagning til naboer og underboer, af at man aldrig kan lukke en dør og af ikke at kunne åbne en dør ud til haven og lufte ungerne lidt!
Da jeg var ved at brænde allermest sammen fik jeg lavet mig en ’date’ med Monica på en cafe i Randers! Uh! Hvor det gjorde underværker, at tale, tale og tale, læsse af og tude lidt. Camilla tid, ikke kone tid, ikke mor tid, ikke pædagog tid, men Camilla tid. Da jeg havde tudet lidt for manden også, blev der alligevel bevilliget en tur til frisøren for første gang i 9 måneder…så den trætte gamle og udslidte Camilla kunne blive frisket lidt op. Jeg var af sted i onsdags, føler mig helt klart lidt yngre og mere lækker nu!
Har praktiseret at putter flere Camilla tids oaser ind i kalenderen, det er bare godt givet ud!
Lilja har det godt! Hun er endelig blevet rigtig glad for vuggestuen, hvilket er en lettelse for især forældrene. Hun er så småt begyndt at gå, dog stadig med stor forsigtighed og kun ca. 4-5 skridt ad gangen. Hun har også fået sin appetit tilbage, ja hun har nærmest vold ædt i nogle uger nu, så de kilo hun tabte under den lange sygdomsperiode er for længst taget på igen.
Silje føles mest af alt som en af de der klistersporer, man får på tøjet om sommeren. Hun vil hele tiden være hos mig, lave noget med mig, hjælpes af mig, putte med mig, skændes med mig osv. Hun vil bare gerne have noget mere opmærksomhed godt eller dårligt, det er hip som hap for hende. Jeg er ved at blive kvalt til tider, men forsøger at være der for hende, så meget som jeg nu også kan udholde. Vi prøver at lave nogle store pigeting med hende, som at spille spil, tegne i malebøger, lave perler, spille computer osv. Hun har haft Carla med hjemme fra børnehaven en dag, det gik godt, og efter påske skal hun så med Carla hjem.
Du er så sød Camilla, love you lots!!!!!:-)