Er de ikke bare vidunderlige de små søde tusindfryd…billedet er taget fra græsplænen hjemme i Følle, det er også sådan jeg husker den fra min barndom.
Så er bededagene forbi, og hverdagen kalder igen imorgen. Jeg synes ikke, jeg er klar til det, sådan et par fridage kan gå alt for hurtigt, især når solen skinner, og man fornemmer, at sommerren er nær.
I sidste uge havde jeg fornøjelsen af at være på kursus tirsdag, onsdag og torsdag, så jeg har endnu en gang fået fyldt godt på øverste etage. Det er rart at komme lidt væk fra institutionen sådan med mellemrum, men man kan på ingen måde kalde det for afslapning. Alle kursusdagene er yderste intense, og jeg er meget koncentreret for at få alt med, hvilket har betydet, at jeg har været mere end godt brugt, når jeg er kommet hjem om eftermiddagen.
Derfor synes jeg også, det var vidunderligt med en forlænget weekend startende torsdag eftermidag med, at vi alle tre tog til fernisering på et kreativt forløb, som Theodor havde deltaget i i SFO’en. Han var glad for opbakningen, nok især at Silje kom, den stolte storebror viste rundt. På vej hjem måtte vi naturligvis forbi bageren efter de obligatoriske hveder, UHM! jeg ELSKER hveder.
Fredag havde vi ingenting fast på programmet, så det blev tid til at komme til bunds i vasketøjs tønderne og skurre badeværelset ned på vægge, loft og fliser for de forbandede svampe, der bare vil gro der…ja man skulle tro, vi havde malet en svag lyserød, men nej nej, det er bare sådan et triks vores badeværelse kan, på trods af at udluftningen kører 24 timer i døgnet.
Silje den lille tullemor, hun er jo med, der hvor det sker, og derfor er hun også altid med mig nede i vaskekælderen, hvor hun hjælper mig med at putte vasketøjet i maskinen, finde vaskepulver, hænge tøj op, tuller lidt rundt og fejer med koste osv. Så da sidste vask skulle sættes over, var hun naturligvis også med mig. Jeg var lige gået ind i tørrerummet for at hænge tøjet op, da jeg hører, at hun muligvis er på vej op ad trappen. Jeg går ud for at kigge efter, og da jeg når næsten hen til trappen, lyder der flere bump, og ned triller Silje. Hun græder, og har tydeligvis slået armen, som hun tager sig til. Da vi kommer op i stuen, og hun for hvilet sig lidt, stopper gråden hurtigt, og hun er ok. Vi er dog ikke i tvivl om, at hun har ondt i armen, men tror det er en kraftig forstuvning, da hun godt kan bøje armen, bevæger fingrene, og den ikke hæver hurtigt op. Hun sover sin lur, og da hun vågner, går vi en tur ud i det gode vejr på legepladsen. Hun bruger ikke armen, den hænger ned langs siden, men er glad og tilfreds, klynker ikke og har fuld gang i legene på rutsjebanen og i sandkassen. Da hun kommer i bad om aftenen, kan vi dog godt se, at armen er hævet, så vi køler med is og lægger et kompres bind på. Hun kommer i seng, men vågner flere gange og ømmer sig, så til sidst må jeg tage hende op for at give hende noget smertestillende. Det virker i få timer, og midt om natten vågner hun atter, hvor jeg må give hende smertestillende igen og tage hende over i vores seng. Natten bliver urolig, både fordi Silje sover dårligt, og fordi jeg ligger helt forkrampet, fordi jeg er bange for at komme til at ligge oven på hendes arm.
Lørdag morgen beslutter jeg mig for at ringe til skadestuen, så snart jeg er færdig, og de er meget søde, og vi må kigge forbi efter klokken 9. Jeg propper Silje i bilen, og vi kører afsted. Silje klare det hele utroligt flot, hun er jo en nysgerrigpind, så hun suger alle oplevelserne til sig, snakker med de andre i venteværelset, leger med sagerne, charmer sygeplejerskerne mm. Vi kommer igennem ventetid, lægetjek, ventetid, røntgen, lægetjek, røntgen igen…Silje har brækket underarmen 2 steder, et brud i hver knogle, så hun får gibs på, som hun skal gå med de næste 3 uger.
Lille bitte skatte mus, det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg skal på skadestuen med hende. Jeg har allerede forberedt mig på, at vi skal have klippekort dertil, sådan er dét, når man har så nysgerrig og fremadrettet en pige, der ikke lader sig holde tilbage. Hun klare sig fint, hun er ikke en pyllergøj, lige hvad det angår (men med så meget andet!). Tænk den lille unge har gået rundt og smilet og været glad, har leget vildt og plasket i badekarret på trods af en brækket arm!! Nu bliver det spændende om hun kan holde den nok i ro i vuggestuen, hun virker ikke som om, hun tager det mere roligt herhjemme…hun er bare ved at finde ud af hvordan hun nu må gøre tingene, når hun kun kan bruge venstre arm.
Lørdag aften havde vi min mor og far til aftensmad i anledningen af Flemmings fødselsdag, derfor havde han lavet lammekølle og flødekartofler med nye grønne asparges, det smagte os alle. Det var rigtig hyggeligt, men jeg var noget træt, efter en oplevelsesrig dag.
Idag søndag har vi været ude og se de økologiske køer danse, fordi de skulle på græs for første gang, meget underholdende, og hold da op hvor var der mange mennesker. Vi kunne lige slå to fluer med et smæk, så vi fik kaffe i Følle.