Det er sommer, det er sol, og det er lørdag!
Uhh! hvor er det bare fantastisk med alt det gode vejr, vi har haft i en hel uge nu. Jeg har nydt hver solstråle, næsten da! Det er jo dejligt at arbejde i en børnehave, når vejret er godt, så kommer man nemlig en del ud. Ude det har vi været en del, da vi også har været meget få personaler på, og på legepladsen går det hele lidt nemmere.
Men nu holder jeg fri sammen med resten af familien, og vi kan også godt finde ud af at nyde det gode vejr. I torsdags var de tre uger endelig forbi, og Silje fik sin gips af. Hun har klaret det virkelig flot, men jeg var ikke i tvivl om, at hun også glædede sig til at få den af. Armen skulle være tip top nu, men skal naturligvis lige trænes op igen. Hun bruger den, men man kan tydeligt se, at hun nu har vænnet sig til ikke at bruge den…så hun forsætter med at spise med venstre nu, vi får se, hvad det ender med.
Fredag havde jeg fri, og tog på alene shoppetur i byen. Tiden var inde til at forny den inderste garderobe som bikini og undertøj. Flemming trængte til nye sommer capribukser og shorts, så det kunne jeg da lige klare for ham også. Da jeg var færdig, hentede jeg Silje, og så skulle vi ud at købe sandaler til hende. Det var lige i tide, for idag fik vi jo brug for begge dele. Vi har nemlig været på Bellevue strand hele dagen, ahh! det er bare så fedt. Drengene er vilde med at bade, Silje eldevild fordi det er en stor sandkasse (det samme kunne vel siges for Flemming), og jeg elsker at slikke sol, her er tale om en ægte win win situation!!