Ja, jeg ved snart ikke, hvor jeg skal starte eller begynde…men der er jo sket mange ting, siden jeg fik skrevet sidst, og jeg har ikke haft overskud, lyst eller vilje til at skrive i rigtig lang tid, fordi jeg har været på den anden ende!
Well, min arbejdssituation gik jo bare ned ad og ned ad, jeg forsøgte at råbe min leder + ledelse op iforhold til, at jeg i den grad følte mig stresset, følte mig uden for indflydelse på eget arbejde, følte mig nedgjort i forhold til min faglighed, følte mig tromlet i alle henseender. Men desværre talte jeg og mine kolleger for døve ører, og pludselig var nok nok…jeg havde lovet min mand og familie, at jeg måtte gøre noget ved situationen, da mit humør, overskud og tilstedeværelse blev mere og mere uholdbar herhjemme…så onsdag d. 23. marts blev jeg sygemeldt med stress, og det var jeg så i de efterfølgende 5 uger. Det var på alle måder en rædselsfuld tid med op og nedturer, men samtidigmed en lettelse at komme væk. Jeg kunne mærke at mine symptomer som, ondt i hovedet, ondt i maven, søvnforstyrrelser, humørsvingninger, tudeturer, hjertebanken, tankemylder langsomt fortog sig og en begyndende spirende energi trængte sig på. Efter flere konsultationer med læge og fagforening, samt søvnløse nætter endte det med, at jeg tog beslutningen om at opsige min stilling pr. 1. juni. Det betød at jeg raskmeldte mig , vendte tilbage til institutionen i ca. 1 måned for at afslutte, rydde op og sige farvel på en ordentlig måde til både forældre, børn og kolleger. Det blev en rigtig god afslutning på 7 års arbejdsindsats i Elsted Børnehus, jeg fik sagt det der skulle siges, og holdte en fantastisk afslutningsdag med uddeling af fortjenestemedaljer til alle børnene på stuen, og hvor jeg modtog en sand gaveregn fra forældre og børn.
Nu er jeg så ledig, og skal til at finde mig tilrette i det system med strenge regler for dit og dat. Jeg har søgt, det jeg skal og allerede været til samtale, men har også haft tid til at tænke nye muligheder for fremtiden. Jeg har været til et informationsmøde ang. en efteruddannelse i ‘Æstetisk Pædagogik’ på Peter Sabroe Seminariet, som jeg er virkelig tændt på…men den koster 28.000,- + studierejse, så jeg skal se, om jeg kan få min sagsbehandler til at kaste den i nakken på mig!
Ellers har denne rutsjetur heldigvis også givet lidt pote i og med, at jeg har fået tilskud til psykolog samtaler. Jeg har påbegyndt et forløb, og det ripper selvfølgelig op i mange tanker og følelser, men jeg håber og tror på, at jeg vil få ryddet lidt op inde i lille mig, så jeg igen kan starte på en frisk med ny glæde og håb for fremtiden. Der er et stykke vej endnu, jeg er stadig utrolig sensitiv, og der skal kun et lille pust før jeg vakler…men jeg har en utrolig overbærende og omsorgsfuld mand, der støtter mig igennem denne turbulente tid.