20. Juni 2008

Blog ImageHverdagen er vendt tilbage! I tirsdags startede jeg på arbejde igen efter 4 ugers strejke, og Silje vendte tilbage til vuggestuen. Det var noget, vi begge så frem til, og det har også været dejligt, men også hårdt…nok mest for moren.

Silje var meget glad, da hun blev aflleveret i tirsdags, og hun har haft en god uge. Hun har virkeligt nydt at vende tilbage til kammeraterne, og hun har ikke engang været mere træt, hvilket jeg havde forventet. Det har jeg tilgengæld. Det var dejligt at komme på arbejde igen, men jeg må indrømme, at det også var meget mærkeligt den første dag. Jeg var noget spændt på reaktionerne fra forældrene, men de var bare glade for at se os igen, ligesom deres børn.

Denne uge har dog også været præget af weekedens program, Silje fylder jo 2 år på søndag, og vi havde derfor en forestående fødselsdagsfest for vuggestuen idag fredag, mens familien kommer på søndag. Lejligheden har fået den helt store rengøringstur, hvilket var meget tiltrængt, så det har jeg ‘hygget’ mig med, når jeg er kommet hjem fra arbejde. Derudover skulle der jo også lige handles ind til begivenhederne, bages, arrangeres osv. Det er nok hovedsageligt derfor, jeg er faldet utrolig hurtig i søvn om aftenen, når jeg endelig var færdig med dages gøremål.

Blog ImageIdag kl 9.20 ankom gæsterne så, 4 børn og 2 voksne fra Siljes vuggestue. De var meget søde, da de kom trippende der med flag i hånden. Silje var også glad og klarede hele forløbet utroligt flot. Jeg havde nok forventet, at hun ville sige ‘MIN! MIN!’ konstant, men det var der slet ingenting af. Hun ville gladeligt dele hendes legetøj, trøstede dem der var kede af det, og kunne godt klare opmærksomheden. De små ‘Tyttebøvser’ startede med at få prinsesseboller, frugt og saft. Vi tændte fødselsdagstoget med 2 lys, som Silje pustede ud. Så legede de længe og godt både oppe og nede; dukker blev puttet, mad blev kokkereret i det lille køkken, bøger læst osv.

Inden vi skulle spise frokost sang vi fødselsdagssang for Silje, den med instrumenterne, og Silje slog på tromme hele vejen igennem sangen…hun holdte faktisk pulsrytmen flot! Så fik de minipizzaer, gulerødder, agurker, ostehaps og juice. Til dessert fik de bittesmå vafler med lækker økologisk chokoladeis, mums! Så blev der også helt stille! Silje fulgte dem ned i gården, til de ventende klapvogne kl 11.40, så var alle godt trætte, både gæster og fødselar…kort tid efter puttede hun i sin barnevogn:o)

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *