Vupti vupti, så gik der jo næsten en måned alligevel, inden jeg fik taget mig sammen til at skrive igen…hmm!
Ja, det er jo ellers ikke fordi, jeg ikke har tid nok, når jeg sådan er hjemmegående, men jeg må indrømme, at jeg også forsøger at booke en del aftaler og aktiviteter ind i kalenderen, for at tiden ikke skal føles for lang, og for at jeg kommer ud blandt andre mennesker, så jeg ikke bliver totalt mærkelig af alt den tid alene. I må huske på, at det jo er ret sparsomt, hvor meget jeg ser min kære mand, så de fleste af dagene i ugen er jeg jo udelukkende sammen med mine piger.
Jeg har mine faste to holdepunkter i ugen; tirsdag babysvømning og torsdag mødregruppe. Mandag er nærmest gået hen og blevet en fast rengøring og splat-dag især efter weekender, hvor vi alle er hjemme.
Det går rigtig godt til babysvømning, Lilja er stadig vild med det, og det er sjovt at opleve den udvikling der tydeligvis sker med hende fra gang til gang. Tænk det lille væsen kan flyde når jeg bare holder hende under hovedet, hun dykker stadig fint, svømmer i badering, og er så småt begyndt at sparke ud med benene…det er rigtig sjovt! Håber hun bliver en lige så stor vandhund, som resten af familien.
Apropos vandhund, så havde vi jo et par helt forrygende solskinsdage i pinsen, og det måtte udnyttes. Jeg besluttede mig for at afprøve, om det var muligt for mig at tage på stranden alene med pigerne, for tænk at gå en sommer i møde, hvor det ikke var muligt. Det gik også rigtig fint, Lilja sov i barnevognen det meste af tiden, var lige oppe for at blive ammet i strandteltet et par gange, men ellers var der god tid til at hygge med Silje. Hun havde for øvrigt bare et par brand gode dage den weekend, ingen konflikter og skrige ture…ahh! Det var rart at opleve, for jeg må indrømme, hun ind imellem virkelig trækker tænder ud. Nå, men tilbage til stranden. Sidste år var Silje jo også med på stranden adskillige gange, og havde det sådan nogenlunde med vandet. Hun var ikke decideret bange for det, men heller ikke ælle vild. Men jeg skal da lige love for, at der er sket et eller andet i løbet af vinteren. Hun var bare så frisk, ’Moar! Vi skal ud at bade, kom nu!’ Ufff! Det var nærmest minus grader det vand, mine tæer blev i hvert fald følelsesløse efter 10 sekunder med den vildeste stikkende fornemmelse. ’Moar! Vi skal ud på badebroen, vi skal kravle ned af stigen!’ ’Arh lille skat, det tror jeg ikke, vi skal! Vandet er jo koldt og dybt, når man kommer ned!’ ’Kom nu moar!’ Hmm! Ok det måtte jo stå sin prøve, om hun nu også var så vild med det vand. Jeg kravlede ned først, og hun efter mig, men i stedet for at hvine og pive og skynde sig at klamre sig til sin mor, som jeg havde forventet, følger Silje bare efter mig ned i det kolde kolde vand, der går tøsen til over navlen, og så vil hun endda prøve at ligge på maven og svømme lidt! Yes! Det er mors pige, så ser vi frem til en lys badesæson!
Silje har som sagt igen haft en lidt svær periode, hun var bare sur hele tiden. Om morgenen når hun stod op, selvom hun fik lov til at sove, til hun selv vågnede, om eftermiddagen når jeg hentede hende i børnehaven, og om aftenen når hun skulle i seng…hele tiden sur. Jeg var virkelig ved at være bekymret for, om min datter havde fået en form for depression. Heldigvis var der en dag, hvor jeg stod og snakkede i telefon uden for børnehaven og kiggede ind på legepladsen, mens jeg samlede mig sammen og forberedte mig på endnu en vrælende modtagelse, men jeg kunne jo observere, at hun rent faktisk legede og havde det godt og rart, hun var glad og hyggede sig med sine venner. Pyh ha! Så var det nok ikke hele dagen, hun var sådan et surt løg…kun når hun er hjemme ved mor, afslappet, træt og brugt op for energi. Det er jo en moders lod at udholde disse urimeligheder, oh ve! så mange år endnu man står for skud på den konto. – Tak søde mor, for alle de år du har (og stadig gør) udholdt en muggen Camilla! Det er bare så typisk at ens eget barn skal prikke til det allerværste. Jeg har altid som pædagog haft umådelig svært ved den type negative børn, der lige gyldigt hvad har en forbeholden og sur måde at møde folk på. Så vil skæbnen selvfølgelig, at min egen datter er sådan en. Hun vil ikke sige godmorgen til de andre, når vi kommer ned i børnehaven, råber bare ’NEJ! Jeg vil ikke lige nu!’, vil ikke sige farvel hverken til sin Far, sine brødre, Bedsterne eller til pædagogerne. Hun bliver stik hamrende gal og sur, hvis tingene ikke lige er, som hun havde forestillet sig. Jeg forsøger virkelig at beskrive for hende, hvordan hendes facon for indvirkning på, hvordan andre føler og møder hende. Det hjælper også lidt, og man kan med held få listet et godmorgen ud af hende, men kun når hun selv har lyst…så bliver hun til gengæld også rost;J. Men hun er træt den lille pige, og det er roden til alt ondt. Jeg har haft hende sovende i sofaen foran tv’et allerede kl. 18, sovende under aftensmaden, der af samme årsag bliver serveret kl. 17, og sovende oprejst stående på stå-brædtet til barnevognen på vej hjem fra børnehaven.
Lilja er sjovere og sjovere at være sammen med, hun er så dejlig. Hun gnufler stadig løs på de små hænder, utroligt at hun kan få hele hånden ind i den lille mund, men der er stadig ikke dukket nogle tænder frem. Hun er begyndt at ligge og øve sig på at råbe om morgenen, når hun vågner der kl. 05.00 så nu er jeg nødt til at stå op med hende, for at hun ikke skal vække Silje. Det er jo noget tidligt, men det positive ved den situation er, at det er samme tid som Flemming står op, så nu ser vi hinanden i ca. 1 time hver dag. Vi øver stadig at få hende til at blive mere glad for at ligge på maven, det er endnu ikke helt et hit, men langsomme fremskridt er der at spore. Ellers er hun nu blevet puttet i sin egen seng om aftenen to gange (ikke længere liften, der er blevet alt for trang), så mangler vi bare, at moren her er så vågen efter amningen om natten, at hun kan ænse at ligge hende tilbage i sin egen seng igen.
Vi ser frem til at Bedste og Bedstefar snart vender hjem fra deres lange rejse, aflastning Jubii!! Så skal vi på besøg i Hedensted hos Tina og Laura, det glæder vi os også meget til, men først skal Flemming lige på kursus i tre dage igen.