19. August 2009

Som lovet følger her et afsnit om Lilja, og hvor hun er i sin udvikling. Altså først og fremmest må jeg jo indrømme, at hun bare er min dejligste mindste skat, hun er bare så nuttet at det næsten ikke er til at holde ud, man kan bare mysse og nusse på hende hele tiden, hvis det skulle være!

I søndags havde hun halv års dag, den bette skid er allerede et halvt år… tiden går stærkt nu, rigtig stærk :o( Hun er jo en stor pige af sin alder, vi snakker str. 80, hvilket svarer til 1 år, men sådan er det åbenbart bare med mine piger, de har meget travlt med at blive store og stærke.

Motorisk har hun meget travlt med at rulle og trille, det er sjældent man finder hende i samme position, som man havde lagt hende i. Det er jo meget positivt, og hun er da også blevet bedre til at ligge på maven, selvom det er meget kortvarigt, da hun hurtigt vender sig om på ryggen. Men nå hun så ligger på maven, er hun så småt begyndt at krybe lidt op med numsen. Sidde selv kan hun ikke endnu, hun er dog ret stiv i ryggen, så det varer nok ikke længe. Vi har heller ikke stablet hende så meget op med puder i ryggen osv., som vi gjorde med Silje, de fraråder jo den slags i dag, da det kan skade ryggen på sigt. Ellers gnufler hun storetæer lige så snart strømperne er taget af, men jeg tror snart, det får en ende, da hun jo har fået de første to tænder i undermunden, og jeg skulle lige hilse og sige, at de er skarpe som bare pokker!! Hun har kun haft meget lidt feber i forbindelse med tændernes frembrud, men hun har til gengæld råbt meget højt og skældt en del ud. Ikke sådan at hun hyler over det, nej! Hun brokker sig tydeligvis og fortæller om, hvor irriterende det er! Mor så hør på mig!! Den ene arm er hun begyndt at ’baske’ med, I ved sådan slå ned langs siden, så nu kan vi se frem til mange uger med banken i bordet.

Efter sommerferien tænkte jeg, nu var det vist på tide at introducere rigtig mad for pigen. Vi har været i gang i 3 uger nu og startede naturligvis ud med grød og mos. Jeg havde heldigvis glemt, hvordan jeg ligesom har det med babymad, men kom ret hurtigt i tanke om, at det da vist nok også forvoldte mig en del bøvl dengang med Silje. Jeg dur bare ikke til det! Jeg vil ha’ det skal være ihh og åhh så godt, og synes jo derfor jeg helst skal lave grøden fra bunden selv, og mosen hvad enten det er af grøntsager eller frugt, bør man jo også selv lave. Det er jo heller ikke fordi, det er så pokkers svært, men alligevel volder det mig en del kvaler. For det første skal det helst kunne tilberedes i løbet af nul komma fem, for når Lilja er sulten er hun sulten NU!

Jeg valgte også at starte ud med, at hun spiste aftensmad sammen med os, hvilket jo betød, at fra jeg gik hjemme fra for at hente Silje kl. 15, stod resten af dagen i en vis herres vold. For Silje er træt og sulten, når hun bliver hentet i børnehaven, så jeg begynder at lave aftensmad med det samme, vi kommer hjem, så vi kan spise ca. klokken 17. Dette er et febrilsk håb om, at jeg når at lave maden færdig, inden Silje dejser om af træthed på sofaen. Så som om det ikke var ulvetime nok i forvejen, så lagde jeg altså lige endnu et projekt ind i samme tidsrum med babymad.

Dvs. skynde sig hjem, kaste sig over madlavningen både til os selv og til Lilja, samtidig med jeg har to trætte piger (alene vel at mærke for Flemming er sjældent nået hjem på dette tidspunkt), holde Silje vågen, uden at hun ’pølser’ alt for meget på Lilja, der også er lidt træt, dække bord, Arh! Silje faldt alligevel i søvn foran fjerneren, pyt lader hende sove lidt, prøver at finde roen til at sidde med Lilja på skødet og i et stille tempo introducere hende til den nye slags mad, som hun jo bare spytter ud, smører sig selv, tøj, bord, stol, gulv og moren ind i. Hun spiser måske 4 mundfulde, så vil hun ikke have mere og sidder og vrider sig rundt! Hmm! Godt jeg tog mig tid til at stå med flere gryder i kog og lave både grød og mos, samt modermælkserstatning for langsomt også at lære hende at tage en flaske, hvis jeg engang skulle være så heldig at kunne snige mig ud af huset uden børn indenfor det næste halve år.

Kaster selv lidt mad i skrutten, forsøger at vække Silje, umuligt! hun skal bare op, ellers vågner hun igen klokken 21 og er ikke til at få med i seng, når man selv er træt en time senere. Endelig lidt liv, dog slaske dukke op på skødet, hun græder og græder, er træt og vil ikke spise, er sur og tvær! Arh! Så begynder Lilja også, nu er hun sulten igen for de der 4 skefulde mættede, jo ikke rigtig af noget, så hun er klar til amning…to piger skriger om kap, lukker munden på den ene med en babs, imens forsøger Silje at kravle op på sin mor, ’jeg vil trøstes! Mor trøst mig!’ Lilja slipper et utal af gange, da hun bliver forstyrret over den mindste lyd…slut med amning. Vil Silje mon ha’ mad nu? Yes, efter lidt palaver frem og tilbage, ’mor det kan jeg ikke li!’ ok spis det andet så!

Tid til bad, to piger klædes af på skift og bades, nattøj på, Silje er sulten igen: ’må jeg få noget oppe fra skabet?’ – frugt eller kiks! Putte tid, ligger Lilja der er faldet i søvn under amningen. Har lige lidt tid til at læse en bog for Silje, vi hygger, så er det godnat kl. 20.00. 2 sek. efter ’Moarh! Jeg er tørstig’, ned efter vand. Godnat! 2 min. efter ’Moarh min mave ’humler’ jeg er ved at død af sult’! ned og finde mad frem igen…rugbrød med banan! Op igen godnat min skat! 20.30 Tjekker lige Lilja…der ligger en spradebasse med et største smil, Hej mor! Op med hende og nedenunder. Hun er frisk nu og vil lege. Vi leger lidt, hun spiser igen. Hun gaber, jeg ligger hende op i sengen 21.15 Næ nej mor! Wwuahh! Du skal ikke gå fra mig mor! Wwuahh! Giver hende sutten, hun roterer rundt og græder af lungernes fulde kraft. Silje roterer i sengen og mumler…Hmfr! Tager Lilja med ned igen, opgiver forsøget på at ’falde i søvn selv’ i frygt for at Silje vågner, ammer igen, snork, en sovende baby, lister stille op og ligger hende i sengen igen, Yes, det lykkedes! 21.30 pyh ha, falder om i sofaen! Helvede brød løs kl. 15 i eftermiddags, nu 6½ time senere…kigger over på spisebordet fyldt med tallerkner, mad, glas, et køkken med 40 forskellige bøtter og gryder, gider bare ikke vaske op nu, skyller af. Kaster div. tøjbunker og håndklæder til vask, rydder op på badeværelset med badedyr og kar! Vil ha 5 min til mig selv, går på facebook…gaber, må heller gå i seng. 22.00 Zzz!

Jeg HADER babymad! Lilja er stadig ikke begejstret for grøden, vi har udvidet til også at forsøge at give hende mad midt på dagen, der er der mere ro! Har forsøgt at gøre det nemmere for mig selv ved at koge større portioner og gemt i små bøtter lige til at varme på få sekunder i microen, hjælper lidt, men jeg HADER babymad, HADER alt det grat. Overbevises snart om, at økologisk købe pulver grød er godt nok, og mos på glas må være ok, ind til jeg selv får den der ekstra dag i ugen til at koge mosen selv! Og så vil barnet bare meget hellere have det mad, jeg selv putter i munden…hun får lov til at ’raspe’ på guleroden, agurken, brødet, frikadellen, pizzaen, pastaen med sine to små bisser! Godt så!

Lilja og Silje får mere og mere glæde af hinanden. Der er ingen anden, der kan få Lilja til at grine så meget, som Silje kan, uha hun kan næsten ikke holde op igen! Der udover elsker Lilja og lege Kuk Kuk! Hun tager selv puttekluden op over ansigtet, og så ligger hun ellers bare og venter og venter, på at man skal sige Kuk Kuk Lilja! Mens hele hendes lille krop spræller og spræller. Når vi endelig leger med, og siger Kuk Kuk! Hiver hun selv puttekluden ned og er et stort smil! Det er da herligt!

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *