20. December 2009

4. søndag i advent, nu kan vi sagtens ønske alle en rigtig glædelig jul! Som forudset er december bare fløjet af sted, jeg synes lige, vi er gået i gang, og nu er der kun sølle fire dage til jul, men ihh! hvor vi glæder os!

Vi har haft så travlt med alle de juleforberedelser, der jo altid er; julegave indkøb, julebagning, brevskrivning og julerengøringen, som jo SKAL overstås inden julepynten kan komme op. I år var Silje rigtig med til at pynte op og synes naturligvis, det er helt fantastisk med små nisser rundt om i hjørnerne. Ja, Lilja er nu også meget interesseret i alt stadset, især de fine glimmer engle vi har i gangen, samt de to flotte nisser i vinduet.

Så har der været alt postyret omkring drillenisserne, vi har boende. Natten før første søndag i advent puslede det i gangen ved brevsprækken, akkurat som mor havde hørt det aftenen før, og ind listede 3 små nisser. Minsandten om ikke det var Siljes to nisser; Nisseline og Dansenissen, kendt fra sidste år, samt en ny lille Nisse Nille som Julemanden har tildelt Lilja i år. De laver altså altid en masse ballade sådan nogle drillenisser, men heldigvis er de også ret søde og lægger pakker i julesokken mest om søndagen. Silje har erfaret, at det godt kan betale sig at være søde ved de små, der er en vis sammenhæng imellem at stille risengrød og nisseøl frem til dem, så er der næsten altid gevinst dagen efter. Men den stakkels pige har også måttet erfare, at man må overveje sin opførsel lidt nøjere her i december, for da hun en lørdag havde teet sig vildt og tovligt, var det altså ikke den mest interessante gave, der lå i sokken dagen efter. Nej! Et surt løg og en prut at pille i, var hvad det medførte. Overraskelses momentet var dog ikke mindre, og et smil blev det da også til, så lidt effekt havde stuntet da alligevel.

Mest aktion var der dog, da drillenisserne fra børnehaven var med os hjemme, uha et hurlumhej; juletræs stjernen i potteplanten, spisebordet vendt på hovedet, alle bamser og dukker sat på en lang række, appelsiner i jakken, grankogler i støvlerne og mælk der var lavet om til cacaomælk…og hun begejstres som sig hørigt bør. Det er da en fornøjelse at genopleve alt denne forundring og spænding igennem hende.

Flemming og jeg har nydt tid til hinanden, og nok mest jeg har nydt at kunne tage småture til byen uden en baby. Jeg har bl.a. haft en dejlig formiddag på cafe med to tidligere kolleger, ihh! Det var skønt at få sludret lidt. Ellers har Flemming og jeg haft fornøjelsen af at være en aften ude i byen med Michael og Tina, der havde inviteret til middag på Hotel Scandic i Horsens. Pigerne blev passet i Følle og alt gik strålende. Det eneste der var at sætte en finger på, var min egen træthed. Det er altså lidt svært at holde sig frisk og festlig til kl. 03.30, når man har været tidligt oppe med pigerne kl. 05.30, især når mændene begynder at diskutere politik, åh så blev der slukket.

I denne uge er Lilja startet i vuggestue, den samme institution som Silje. Hun har været af sted i tre dage, den første sammen med mig, hvor vi legede lidt og deltog i samling og frugt. Anden dagen legede vi også lidt inden frugt, efterfølgende var det putte tid, og jeg puttede hende i krybben og gik så hjem. De ringede da hun vågnede, og jeg hentede hende, da hun var ved at spise. I fredags gik jeg så inden frugt, så hun kunne være med til samling selv, og de skulle prøve at putte hende. Aftalen var at de ringede når hun vågende. Jeg havde nogle småting, jeg skulle ordne herhjemme, men da klokken blev 13.00, syntes jeg godt nok gerne, at de snart burde ringe. Først lidt over ringede de, Lilja havde sovet i 3 timer og sad nu og guffede risengrød. Da jeg hentede hende legede hun med Silje, og hun var da også glad for at se sin mor. Jeg fik et ordentligt smækkys…ah det var lige, hvad jeg trængte til, jeg synes, det har været hårdt at give slip på hende! Planen er, at hun skal af sted i to dage mere inden jul, men i dag har hun lidt feber, så nu må vi se, hun skal i hvert fald være helt frisk!

Grundet den snarlige afslutning af barsel, har jeg også måttet sige farvel til flere af mine faste programpunkter. Lilja og jeg er stoppet til babysvømning, hvilket vi har været vildt begejstrede for begge to. Også mødregruppen må fortsætte uden mig, hmff! Det var også svært at sige farvel til dem, vi har delt mange hyggelige stunder sammen, hvor der har været plads til grin, gråd og moralsk opbakning.

Sneen daler og daler ned her udenfor mit vindue, tror efterhånden også på, at det bliver en hvid jul i år.

Rigtig glædelig jul til jer alle!!

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *