Som jeg lovede i sidste indlæg, ville jeg vende tilbage med små historier fra ferie livet. Ikke fordi de har så meget med ferien at gøre, nok mere et udtryk for hvor mine skønne piger befinder sig rent udviklingsmæssigt i tiden.
Silje har haft en rigtig god ferie, hun har nydt at tuller rundt her hjemme og lege med sine sager samt selvfølgelig at komme ud for at opleve noget ind imellem. Hun bliver så stor på nogen områder, pludselig er hun bare rykket et ordentligt stykke, og hun stiller spørgsmål som man ikke havde set komme. Men det er jo det der er fantastisk ved at have børn, man får lov til at genopdage verden på ny. Vi har længe snakket meget om døden…det startede med, at vi havde lånt en bog på biblioteket om en pige, der havde en gammel dame til ven som lige var død. Vi skulle læse den om og om igen, og fik snakket meget om begravelser, blomster og det ikke at vågne! Næste gang vi var på biblioteket stødte jeg på bogen ’Farvel Lillemus’, som er en bog der handler om en dreng der mister sin kælemus. Den har de mest fantastiske søde tegninger og den er meget levende fortalt. Da vi læste den første gang, var Silje selvfølgelig helt opslugt. Jeg kunne godt se, at hendes ansigt forandrede sig flere gange igennem historien. Da vi var næsten igennem bogen, måtte jeg stoppe, da jeg kunne se, hun virkelig forsøgte at holde følelserne tilbage…men da jeg så spurgte ”hvad så min skat, bliver du ked af det!” , så skal jeg ellers love for at gråden kom ud for fuld udblæsning, hun hulkede og græd ”Jeg er ked af det for Lillemus…jeg vil også ha’ en Lillemus!”. Jeg trøstede, og måtte tage mig selv i ikke at grine, for jeg synes, hun var så sød, som hun sad der og stor tudede over den sørgelige historie, men det var jo absolut ikke noget at grine af, men hun var bare så sød! Vi har læst ’Lillemus’ ret mange gange denne sommer, og snakket om døden på alle mulige måder. Jeg tror ikke vi bliver færdige med det emne lige foreløbig, det er bare alt for spændende.
En anden yndlingsbog for tiden er ’Pas på dig selv i hjemmet’, som er en bog, der omhandler hvilke farer, man kan møde som barn i hjemmet. Den er også rigtig god, Silje elsker at blive bekræftet i, at man ikke må røre ved brødristeren, lege med rengøringsmidlerne og vigtigst, at man ikke må tage medicin eller piller selv – Det er giftigt mor! På trods af det, var hun jublende glad i går, da hun skulle ha’ en pille, fordi hun har fået hejset sig et par indvendige krible krable dyr i form af børneorm, og vi alle derfor skulle i behandling. Med glæde i stemmen siger hun ”Jeg har orm i numsen mor, så skal jeg ha en pille, så de ikke klør og kildrer mere…Må jeg få en mere pille?”. Da jeg forsøgte at forklare hende, hvor vigtig det er, at hun vasker sine hænder og især negle grundigt med neglebørsten, så ormenes æg ikke gemmer sig der, sagde hun ” Hvor mor, må jeg se æggene?”.
Sprogligt sker der jo også hele tiden noget. I nogle måneder har Silje gået og sagt ”hvorhenne?” hele tiden, og Flemming og jeg var ved at blive bims af hele tiden at skulle forklare ’hvorhenne!’ også i sammenhænge hvor man slet ikke kan tale om hvorhenne. På et tidspunkt gik det så imidlertid op for mig at pigen ikke mente hvorhenne, men sagde det hver gang, hun ikke hørte, hvad vi sagde. Nå, jeg prøvede at forklare hende, at det ikke hed hvorhenne, men at hun i stedet skulle sige ’hvad siger du?’. Hun blev ved med at sige ’hvorhenne’, efter utallige rettelser er vi nu endt på et ’hvor’ efterfulgt at et ’hvad siger du?’ når man minder hende om at det hedder det ikke! Et andet tilbagevendende sprogligt dilemma er mig og jeg. Nu har hun som alle andre børn i laang tid sagt ’mig’ i alle sætningskonstruktioner, og vi har gentaget med ’jeg’ i stedet. Nu er den så feset ind, nu bruger hun ’jeg’ i alle sætningskonstruktioner, men vi nærmer os vel langsomt. Hun har flere ord hun stadig siger forkert som; baban(banan), Minging(Flemming), harnsbrød(franskbrød), sjodeladenapper(chokoladeknapper). Det sidste ligger hende meget på sinde at få lært at sige, for så skylder Poul hende en pakke. Det sjoveste er når hun prøver at sige hendes fulde navn; Silje Løløgten Na Dahhl. Ihh! Det er sjovt, det bedste er, at det er først lige begyndt, der kommer mange flere af de skønne misforståelser.
Jeg vender snart tilbage med Liljas udvikling!!