8. Marts 2009

Tiden går så stærkt, solen skinner mig lige ind i ansigtet, måske er foråret endelig kommet?? Åhh! Hvor er det en vidunderlig tid, vi går i møde; goddag til de små forårsblomster, fuglene er også allerede begyndt at synge lidt kraftigere om morgenen, når jeg mine piger og jeg triller af sted med barnevognen på Trøjborg. Men det bedste ved det hele er nok, at vi nu for alvor kan mærke at lyset vender tilbage…så mangler vi bare varmen!!

Lilja er nu knap 3 uger, og hun trives i bedste velgående. Hun spiser rigtig godt, vokser samt tager hurtigt på; 58 cm. + 4900 g i sidste uge, da vi havde besøg af sundhedsplejersken. Hun skal nok ende ud med at blive en fed lille bolle, ligesom Silje var som baby! Hun ligner da også storesøsteren mere og mere især på øjnene og næsen. Hun har dog ikke den samme hovedfacon, men har fået min pande. Af sind er hun meget rolig (endnu), hun sover naturligvis rigtig meget, men vi får mere og mere glæde af hende, da hendes vågne perioder bliver længere og længere. Hun er allerede begyndt at smile socialt, hvilket jo er fantastisk, når man oplever responsen og kommunikationen. Lilja kan dog godt sige til og fra, hun er ikke særlig begejstret for at få tøj af og på, og hvis maden ikke kommer hurtigt nok, skal hun nok beklage sig. Hun spiser ca. hver anden time om natten, og er i det hele taget ret sutteglad, derfor blev narresutten også præsenteret ret tidligt i forløbet. Den har hun accepteret til dels, hun spytter den dog stadig ofte ud, og kan have lidt besvær med at holde den inde i munden, men mon ikke hun får det lært med tiden.

Vores bekymringer omkring, hvordan det ville gå med, at vi alle 4 sover i det samme rum, og især om Silje ville blive vækket flere gange om natten pga. den lille, er heldigvis ikke aktuel. Lilja vågner ikke op med et skrig og krav om mælk, men hun begynder at ligge uroligt og grynter lidt…på den måde fortæller hun sin mor, at nu er det tid at hive babserne frem. Så både Flemming og Silje kan sove trygt og roligt om natten, mens mor her selvfølgelig er vågen en del gange, – men at sove og amme på samme tid, fik jeg jo heldigvis lært allerede dengang med Silje. Jeg vil sige, det værste er, at Lilja stadig skider om natten, og gud hvor skal jeg virkelig tage mig sammen for at gå ned at trappen og skifte hende. Lilja og jeg nyder dog også stadig vores middagssøvn hver dag, ellers ville det ikke gå…bare her i weekenden hvor vi alle er hjemme, så dukker ’Monstermor’ op, når tiden sig nærmer kl. 12…så er der ikke mere energi og overskud!

Silje vores store skat, hun er rigtig glad for sin lillesøster ’Lilva’, som hun kalder hende. Men det er da helt sikkert også svært for hende at blive storesøster. Hun er meget interesseret og villig til at hjælpe til med Lilja, sørger for puttekluden, sutten, dynen er trukket helt op, vil holde i hånden, aer hende på kinden og kysser i et væk. Ja, det er så meget, at vi prøver at begrænse det, da Silje endnu ikke helt har forstået, at det ikke lige er sagen med at det ’pulleri’, når Lilja spiser eller sover. Silje har opdaget at mors opmærksomhed er delt på to nu, og hun higer i den grad efter mig. Hun vil gerne have hjælp til alle mulige ting, som hun jo ellers faktisk godt kan selv, og har haft svært ved at acceptere, at nogle af de rutiner vi har haft sammen tidligere, har måttet omlægges til at far tager sig af det. Vi prøver selvfølgelig efter bedste evne at give hende så meget opmærksomhed som muligt, Flemming og Silje gør ting alene og lige så snart Lilja sover, udnytter jeg chancen for at tage hende ekstra op, og gøre de ting som vi plejer f.eks. at læse. Vi har også benyttet vuggestuen, da hun uden tvivl har haft brug for sin hverdag. Om 1 uge begynder hun oppe i børnehaven, men jeg tror faktisk at hun allerede føler hun går i børnehaven, da de har været rigtig gode til at tage hende op i de sidste to uger. Jeg har næsten afleveret og hentet hende deroppe hver dag! Men det bliver spændende, når hun rigtig starter, det vil selvfølgelig være udfordrende for hende under alle omstændigheder, og nok også trættende.

Flemming har jo haft et par meget travle uger. Han skulle afslutte sin aspirant tid i Rønde med eksamen, og det gik heldigvis rigtig godt, han bestod med bravur og slog alle tidligere rekorder. Nu har han så haft barsel i 1 uge, dog med lidt møder hist og her, og i næste uge skal han på kursus i 3 dage, til møde i hans nye butik og til status i Rønde. Ugen efter er der så to dage med kursus, og så er der lidt barsel tid igen. Han skal være butikschef i Fakta i Løgten fra 30. marts, så nu ved vi hvor han skal være det næste lange stykke tid.

Ellers har vi jo haft et par barselsbesøg af familien samt Monica og Jesper har kigget forbi. Det er altid dejligt at vise sit lille vidunder frem, og jeg har da også været et smut i min børnehave for at prale lidt til kolleger, børn og forældre. Ellers står den næste tid på planlægning af barnedåben, som vi allerede skal holde søndag d. 5. april i Bregnet Kirke, efterfølgende i Elsted Børnehave!

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *