29. Marts 2008

Blog ImageNu er det vist på høje tid, at der kommer lidt nyt herfra. Jeg har holdt ferie de sidste to uger, og det har været virkelig dejligt med tid til at få ordnet en masse af det, jeg længe har haft på listen. Heldigvis har der også været masser af tid til at være sammen med familien og venner, især i påsken havde vi hygge på programmet. I denne uge har jeg så holdt ferie alene, afleveret Silje i vuggestuen og haft et par timer til, hvad der nu lige faldt mig ind at lave den dag.

Siden sidst jeg skrev, har vi haft travlt på begge vores jobs. Flemming har været på to øko-messer, den ene i musikhuset hvor Gårdbutikken havde en rigtig fin stand, og så har han været på inspirations tur til verdens største øko-messe i Tyskland. Desværre går det ikke helt så hurtigt med fremgangen i butikken, som hans chef ønsker, og konsekvensen deraf er, at Flemming er blevet afskediget pr. 1. maj 2008. Flemming og jeg er noget skuffede over den afgørelse, da vi begge synes, han virkelig har knoklet r…. ud af bukserne, og det stille og roligt skrider fremad. Der har været fremgang på alle områderne på nær slagter afdelingen, og eftersom Flemming først fik tallene fra revisoren samme dag, som han blev afskediget, er det jo lidt svært at rette op på!! Men that’s life og jeg tror jo på, at der er en mening med alt der sker i livet, så der bliver spændende hvad nyt der venter ham!

Jeg har været på kursus i ’Krop og sprog i bevægelse’, som er et kursus forløb på 2 gange 3 dage. Jeg skal af sted igen her midt i april. Det var dejligt med lidt nyt indspark, og bare være væk fra hverdagens trummerum i børnehaven. Nu er jeg spændt på, om vi kommer ud i strejke her inden længe. Vi er udtaget til at strejke i anden omgang, så jeg håber, vi slipper!

I påskedagene startede vi med at fejre drengenes fødselsdag skærtorsdag. Rigtig var det kun Theodors fødselsdag, men for at slippe for at holde fødselsdag samtlige af de kommende weekender, hvor vi har drengene, valgte vi at slå det sammen. Drengene fik en Nintendo Wii spillekonsol med tilbehør fra alle, ja selv deres sparegrise blev slagtet. Wii er den type spillekonsol, hvor man er fysisk aktiv, samtidig med man spiller. Så tænker nogen, ja ja fysisk aktiv, den er god med dig…så kan jeg berette, at jeg selv har prøvet at spille boksning med det resultat, at jeg var øm i skulder, arme og ryg i to dage efter. Det vidner nok lige så meget om, at jeg absolut ikke er i form længere, men til gengæld vandt jeg de to bokse kampe ;o) Drengene blev rigtig glade for deres gave, og vi havde besøg af onkel Michael og bedstefar Erik.

Blog ImageLangfredag var vi til påskefrokost i Følle med dejlig mad og en masse familiehygge. Drengene ’hang ud’ med Tanis og Noah, mens Silje den lille skat, fik rigtig leget og hygget med Moster Rikke, klappet lidt på Takoda, som hun efterhånden er blevet gode venner med, og onkel Thomas er altid god for en sjov sving tur. Silje er også så småt begyndt at gå på potte/toilet her lige inden påske. Det er dog ikke hver gang hun husker at sige til, så bleen har vi altså ikke taget af hende endnu, men hun husker det da ind imellem og ville endda gerne tisse på bedste og bedstefars store wc.

Påskedag havde vi besøg af Monica, Jesper og Amalie. De kom til frokost og vi spiste, hyggede, snakkede og legede til ud på eftermiddagen. Silje var meget opmærksom og sød overfor Amalie, der er 1 år yngre end Silje, så det var bare så dejligt at se. Monica og jeg håber naturligvis, at de to kan blive gode veninder ligesom mødrene. Jeg må da indrømme, at jeg også tænkte hmm! Hun skal nok blive en god storesøster hende Silje…men vi har endnu ikke lagt dej til sådan en!!

Blog ImageJeg har haft tid til at få afprøvet min symaskine som jeg fik i fødselsdagsgave for alvor. Jeg har fået syet 3 par posebukser, en hættetrøje og et prinsesseslør til Silje. Ja ja, øvelse gør mester, men jeg er nogenlunde tilfreds med resultatet. Det kan være svært at leve op til egne forventninger og krav, når man har en mor og en søster, der er dronninger til at sy. Flemming ævler løs om, at jeg skal sy til ham, men ikke tale om, mine evner rækker ind til videre kun til Siljes garderobe.

Det var så den ferie, men det er jo fantastisk at gå et forår i møde, hvor vi har flere forlængede weekender, FRYD ÅH FRYD!

Blog Image

Silje har fået solhatte og solbriller, som hun gerne og ofte tusser rundt med her hjemme i stuerne, så hun er klar til at vi får sol og sommer!!

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *