15. Januar 2008

Blog Image

Silje er igang med den helt store rengøring, tænk sig den lille skatte, helt frivilligt og af sig selv finder opvaskebørster og rengøringshandskerne frem under vasken, hun bliver en alletiders husmor engang!

Godt nytår til alle!

Ja, jeg ved godt, at der frygtelig lang tid imellem mine indlæg her på bloggen, det er ikke fordi, jeg ikke gerne vil skrive oftere, men når jeg har hundrede ting at gøre og tage mig af, bliver det ikke prioriteret.

Det har været noget af en tummelums indgang til det nye år. Jeg må indrømme, at det ikke ligefrem var mit livs nytårsaften…tvært imod var det noget af en røvsyg aften! Jeg har, som man nok tydeligt har kunnet læse i tidligere indlæg haft et hæftigt efterår, hvor jeg hele tiden har halset efter at have overskud, og nå alt det jeg gerne ville. Det gælder både privat og arbejdsmæssigt. Det har resulteret i, at jeg har været meget træt, meget trist og haft ekstrem kort lunte. Det skulle jo så naturligvis lige kollapse nytårsaften, hvor jeg ikke magtede mere. Efter flere tudeturer og snakke med min vidunderlige mand, sagde han “Tror du ikke, du er ved at blive vinterdeprimeret?”. Tænk sig, det havde jeg slet ikke tænkt på, på trods af at jeg udemærket ved, at vinteren går ind og påvirker mig i den negative retning. Min kære far har også døjet med energiforladthed mm. om vinteren.

Jeg følte mig straks mere lettet, måske var det grunden til, at jeg havde det, som jeg havde. Jeg var hjemme et smut for at konsultere Far og Mor, om de kunne genkende nogle af symptomerne og fik lov til at låne min fars lysterapilampe. I torsdags var jeg så til læge for at få kortlagt, om det reelt var vinterdepression, og hvor slemt det stod til. Hun kunne vurdere, efter at jeg havde udfyldt et skema, at jeg ikke havde vinterdepression, men var på vej imod det. Hun synes derfor, det var en god ide at tage lysterapi!

Så nu sidder jeg hver aften foran lampen i ½ time, og skal gøre det i de næste 3 uger…jeg synes allerede, jeg kan mærke at det hjælper…så i bogstavligste forstand er der lys forude;o)

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *